Annonce

Annonce

En fiskekutter nær kysten er omgivet af måger

Et af kravene til det nye fiskerimærke lyder, at båden max må være 17 meter lang. Foto: Colourbox

Nyt fiskerimærke er vedtaget, men begejstringen er til at overse

En række organisationer, heriblandt ØL, er blevet enige om et nyt fiskerimærke, men der er ikke ligefrem jubel hos flere af parterne bag.

Et nyt fiskerimærke for skånsomt kystfiskeri er på vej, men der er ikke lutter klapsalver fra en række af de organisationer, der står bag det.

"Mærket er slet ikke i nærheden af økologiens fire grundprincipper, men det er et rigtig godt skridt på vejen," siger Birte Brorson, bestyrelsesmedlem i Økologisk Landsforening (ØL), som var en del af arbejdsgruppen, der har arbejdet for at udvikle kravene til det nye mærke.

De fire økologiprincipper er sundhedsprincippet - at opretholde planetens, menneskenes og dyrenes sundhed - retfærdighedsprincippet i at sikre retfærdighed med hensyn til det fælles miljø og livsmuligheder, økologiprincippet, som skal bevare de økologiske systemer, og forsigtighedsprincippet, der skal tage vare på miljøet.

Birte Brorson nævner flydetrawl som en sten i skoen. Metoden er nemlig tilladt med det nye mærke, og selvom hun anser det som en mere skånsom metode end bundtrawl, der skraber metervis af havbunden, lever den ikke op til de økologiske principper, vurderer hun.

"Nu er vi startet et sted. Der er kommet gang i dialogen, og Velux Fonden har sat penge af til, at vi kan arbejde videre med det og fortsat mødes til en snak om viden om fisk og måden, man håndterer og fanger dem på," siger hun.

Gratis at få mærket

Arbejdet begyndte for knap to år siden på baggrund af et forslag fra daværende fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), og 1. juli trådte en ændring i fiskerilovgivningen så i kraft. Den giver ministeren for fiskeri mulighed for at "etablere og drive en frivillig mærkningsordning til fremme af kystfiskeri med anvendelse af skånsomme fiskeredskaber".

I forvejen har fiskeribranchen MSC-mærket, men det nye mærke, hvis navn og logo endnu ikke er fremme, adskiller sig bl.a. ved, at bundtrawl ikke er tilladt, og at det er statsligt frem for privat. Desuden er det gratis at få mærket, hvilket var et ønske fra bl.a. ØL.

Kravene lyder, at fiskerne skal tage på et kursus i kvalitetssikring, de må fiske med garn, krog, flydetrawl, bundgarn eller snurrevod, og kutteren må højst være 17 meter lang.

Da arbejdet i sin tid blev indledt, var parterne meget langt fra hinanden, men siden blev en respektfuld dialog født, fortæller Birte Brorson.

"Det har absolut været arbejdet værd for ØL. Det har skabt viden og fokus på en hel fødevaregruppe, som jo er en del af den danske menuplan, og samtidig er det hele tiden koblet til vores opdrættede fisk. Min bagtanke har været at skabe opmærksomhed til vores økologisk opdrættede fisk. På den lange bane vil dette arbejde få betydning for de professionelle køkkeners arbejde med Det Økologiske Spisemærke," siger Birte Brorson, der netop arbejder med omlægning til økologi i køkkener.

"Nu er det jo vedtaget"

Både Danmarks Fiskeriforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri giver udtryk for at være mellemfornøjede, med hensyn til hvor det nye mærke landede.

Svend Erik-Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, havde gerne set, at alle både under 17 meter kunne leve op til mærket, så kystfiskeriet stod samlet i én gruppe, men det var der ikke opbakning til.

"Nu er det jo vedtaget, og så arbejder vi med mærket på vegne af vores medlemmer," siger han til FødevareWatch.

Søren Jacobsen fra Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri er ligesom Birte Brorson utilfreds med, at trawl er tilladt i ordningen.

"Det er ikke skånsomt fiskeri. Trawlfiskeri er en trussel for biodiversiteten," siger han til FødevareWatch.

Han er dog glad over, at mærket åbner nye markedsmuligheder for foreningens medlemmer.

Ud over ØL, Danmarks Fiskeriforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri har en lang række repræsentanter fra både restaurationsbranchen, detailhandlen og forbrugerråd bidraget til arbejdet.

Mærket skal efter planen lanceres efter sommer.

Flere artikler fra samme sektion

Klimarådet anbefaler at udtage et landbrugsareal på Sjællands størrelse - så når vi vores mål

Staten skal hurtigt udpege målrettede arealer, der løser flere bæredygtighedsproblemer i et hug, fordi det vil udløse en synergieffekt - men det kræver en bedre politisk koordinering af arealanvendelsen.

23-04-2024 8 minutter Politik,   Natur,   Biodiversitet,   Klima,   Miljø

EU-Kommissionen trækkes i retten for løftebrud på dyrevelfærdsområdet

Et borgerinitiativ, som skulle bringe landbrugets dyr ud af burene så længe ud til at blive hørt af EU-Kommissionen. Nu har en gruppe dyreforkæmpere imidlertid lagt sag an mod kommissionen og anklaget den for at bryde sit løfte om at udfase og forbyde bure i landbruget.

19-04-2024 3 minutter EU,   Dyrevelfærd

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik